Chicago dokumentet om Bibelens ufejlbarlighed

Forord

Skriftens autoritet er et hovedspørgsmål for den kristne kirke i vor tid såvel som til alle tider. De, der bekender troen på Jesus Kristus som Herre og Frelser, er kaldede til at vise realiteten i deres discipelforhold ved at adlyde Guds skrevne Ord i ydmyghed og troskab. At afvige fra Skriften i tro eller handling er troløshed mod vores Mester. Anerkendelse af den Hellige Skrifts fuldstændige sandhed og troværdighed er absolut nødvendig for at nå til en fuld forståelse og en fyldestgørende bekendelse af dens autoritet. Det følgende dokument bekender på ny denne Skriftens ufejlbarlighed, klargør vores forståelse af denne og advarer mod en afvisning af den. Vi er overbevidste om, at det at afvise den er ensbetydende med at se bort fra Jesu Kristi og Helligåndens vidnesbyrd og afvise den lydighed over for Guds eget Ords krav, som kendetegner sand kristen tro. Vi ser det i dagens situation som vores pligt at hævde dette over for afvigelser fra sandheden og ufejlbarligheden som for øjeblikket findes blandt vore medkristne og over for misforståelser af denne lære.

Dette dokument består af tre dele: en summarisk erklæring, en række hævdende og afvisende artikler og en ledsagende forklaring. Det er blevet udarbejdet i løbet af en tre dage lang rådslagning i Chicago. De, der har underskrevet den summariske erklæring og artiklerne, ønsker at give deres egen overbevisning om Skriftens ufejlbarlighed til kende og at opmuntre og udfordre hinanden og alle kristne til en voksende værdsættelse og forståelse af denne lære. Vi indrømmer begrænsningerne ved et dokument, der er udarbejdet i løbet af et kort, intensivt møde, og vi foreslår ikke, at dette dokument bliver tillagt trosbekendelsesværdi. Alligevel glæder vi os over uddybelsen af vores overbevisning gennem vore indbyrdes drøftelser, og vi beder om, at det dokument, vi har underskrevet, må blive brugt til Guds ære frem imod en ny reformation af kirken i dens tro, liv og mission.

Vi fremsætter ikke dette dokument i en stridbar ånd, men i en ydmyg og kærlig ånd, som vi ved Guds nåde agter at fastholde i den dialog, der måtte komme ud af det, vi har sagt. Vi indrømmer gerne at mange, der afviser Skriftens ufejlbarlighed ikke lader konsekvenserne af deres afvisning komme til udfoldelse i resten af deres tro og handlen, og vi er klar over, at vi, der bekender denne lære, ofte benægter den i vore liv ved ikke at bringe vore tanker og handlinger, vore traditioner og skikke ind under den sande underkastelse under det guddommelige Ord.

Vi opfordrer enhver, der mener, at der er grund til at forbedre dette dokuments udtalelser om Skriften til at give respons på det i lyset af Skriften selv, under hvis fuldkomne autoritet vi står, når vi taler. Vi gør ikke krav på personlig fuldkommenhed m.h.t. det vidnesbyrd vi aflægger, og vi er taknemmelige for enhver hjælp, der sætter os i stand til at forstærke dette vidnesbyrd om Guds ord.

 

En kort erklæring

  1. Gud, som selv er Sandheden og kun taler sandhed, har inspireret den Hellige Skrift for derigennem at åbenbare sig selv for den fortabte menneskeslægt gennem Jesus Kristus som Skaber og Herre, Genløser og Dommer. Den Hellige Skrift er Guds vidnesbyrd om sig selv.
  2. Den Hellige Skrift, Guds eget Ord, skrevet af mennesker, som blev udrustet og ledet af hans Ånd, har en fuldkommen guddommelig autoritet i alle de forhold, den berører: den skal tros, som Guds belæring, i alt hvad den erklære, den skal adlydes, som Guds befaling, i alt hvad den påbyder, den skal modtages, som Guds løfte, i alt hvad den lover.
  3. Helligånden, Skriftens guddommelige forfatter, både stadfæster den for os ved sit indre vidnesbyrd og åbner vore sind så vi kan forstå dens mening.
  4. Idet Skriften både i sin helhed og verbalt er gudgiven er den uden vildfarelser eller fejl i alt hvad den lærer, hvilket i lige høj grad gælder det, den siger om Guds handlen i skabelse, de verdenshistoriske begivenheder og sin egen litterære oprindelse under Guds ledelse, som det den vidner om Guds frelsende nåde i den enkeltes liv.
  5. Skriftens autoritet bliver uundgåeligt svækket, hvis dens altomfattende guddommelige ufejlbarlighed på nogen måde bliver begrænset eller ignoreret eller bliver underlagt et sandhedsbegreb, der er i modstrid med Bibelens eget, og sådanne afvigelser medfører alvorlige tab, både for den enkelte og for kirken.

 

Hævdende og afvisende artikler

Artikel 1

  • Vi hævder, at den Hellige Skrift skal modtages som Guds autoritative Ord.
  • Vi afviser, at Skriften modtager sin autoritet fra Kirken, tradition eller nogen anden menneskelig instans.

Artikel 2

  • Vi hævder, at Skriften er den højeste skrevne norm, gennem hvilken Gud binder samvittigheden, og at Kirkens autoritet er underordnet Skriftens.
  • Vi afviser, at Kirkelige trosbekendelser, koncilier eller erklæringer har en autoritet, der er større end eller ligeså stor som Bibelen.

Artikel 3

  • Vi hævder, at det skrevne Ord i sin helhed er åbenbaring, givet af Gud.
  • Vi afviser, at Bibelen kun er et vidnesbyrd om åbenbaringen, eller kun bliver åbenbaring i mødet med mennesker, eller at dens gyldighed afhænger af menneskers reaktion.

Artikel 4

  • Vi hævder, at Gud, der skabte mennesket i sit billede, har brugt sprog som et åbenbaringsmiddel.
  • Vi afviser, at det menneskelige sprog er begrænset af vores stilling som skabning at det kun i utilstrækkelig grad er i stand til at udfylde sin tjeneste som redskab for Guddommelig åbenbaring.
  • Endvidere afviser vi, at den fordærvelse af menneskers kultur og sprog som synd har medført, har umuliggjort Guds gerning i inspirationen.

Artikel 5

  • Vi hævder, at Guds åbenbaring i den Hellige Skrift har været fremadskridende.
  • Vi afviser, at en senere åbenbaring, som skulle fuldstændiggøre den tidligere åbenbaring, nogen sinde korrigerer eller modsiger denne.
  • Endvidere afviser vi, at nogen normativ åbenbaring er blevet givet siden afslutningen af NT’s skrifter.

Artikel 6

  • Vi hævder, at Skriftens helhed og alle dens dele, ned til selve originalens ord, blev givet ved guddommelig inspiration.
  • Vi afviser, at Skriftens inspiration på ret måde kan siges at gælde helheden uden samtidig at gælde de enkelte dele, eller gælde nogle dele uden samtidig at gælde helheden.

Artikel 7

  • Vi hævder, at inspirationen var den gerning, gennem hvilken Gud ved sin Ånd, gennem menneskelige forfattere, gav os sit Ord. Skriftens oprindelse er guddommelig. Den guddommelige inspirations form forbliver i det store og hele en hemmelighed.
  • Vi afviser, at inspirationen kan reduceres til menneskelig indsigt eller til en højere grad af bevidsthed af én eller anden art.

Artikel 8

  • Vi hævder, at Gud i sin gerning i inspirationen gjorde brug af de særlige personlige egenskaber og den litterære stil hos de forfattere, som han havde udvalgt og udrustet.
  • Vi afviser, at Gud tilsidesatte disse forfatteres personlighed, da han bevirkede, at de brugte præcis de ord, han valgte.

Artikel 9

  • Vi hævder, at inspirationen, skønt den ikke videregiver alvidenhed, garanterer sande og troværdige udtalelser vedrørende alle de emner, de bibelske forfattere er blevet tilskyndet til at tale og skrive om.
  • Vi afviser, at den begrænsning, der hænger sammen med disse forfatteres delagtighed i menneskets faldne natur, med nødvendighed eller på anden måde medfører forvrængning eller usandfærdighed i Guds Ord.

Artikel 10

  • Vi hævder, at inspirationen i egentlig forstand kun gælder for Skriftens oprindelige tekst, som i kraft af Guds forsyn med stor nøjagtighed kan godtgøres ud fra de tilgængelige håndskrifter.
  • Endvidere hævder vi, at afskrifter og oversættelser er Guds Ord i den udstrækning, de i deres gengivelser er tro mod originalen.
  • Vi afviser, at nogen væsentlig del af den kristne tro berøres af manglen på originale håndskrifter.
  • Endvidere afviser vi, at denne mangel gør hævdelsen af Bibelens ufejlbarlighed ugyldig eller betydningsløs.

Artikel 11

  • Vi hævder, at Skriften, som den er givet ved guddommelig inspiration, er fuldkommen, således at den på ingen måde leder os vild, men tværtimod er sand og pålidelig på alle de områder, den behandler.
  • Vi afviser, at det er muligt, at Bibelen på samme tid er fuldkommen og fejlbarlig i sine udtalelser. Man kan måske skelne mellem fuldkommenhed og ufejlbarligheden, men ikke adskille dem.

Artikel 12

  • Vi hævder, at Skriften i dens helhed er ufejlbarlig, idet den er fri for al usandfærdighed, bedrageri og falskneri.
  • Vi afviser, at Bibelens fuldkommenhed og ufejlbarlighed er begrænset til det åndlige eller det religiøse plan eller til områder, der har med frelsen at gøre, og ikke gælder historiske og naturvidenskabelige udsagn.
  • Endvidere afviser vi, at videnskabelige hypoteser om jordens historie med rette kan bruges til at kuldkaste Skriftens undervisning om skabelsen og syndfloden.

Artikel 13

  • Vi hævder det berettige i at bruge ufejlbarlighed som en teologisk term, der refererer til Skriftens fuldstændige troværdighed.
  • Vi afviser, at det er rigtigt at vurdere Skriften ud fra normer for sandt og falskt, der er fremmede for Skriftens brug eller hensigt.
  • Endvidere afviser vi, at ufejlbarligheden ophæves af bibelske fænomener som:
    • mangel på moderne teknisk præcision
    • uregelmæssigheder i grammatik eller stavemåde
    • beskrivelser af naturen der grunder sig på menneskelige iagttagelser
    • beretninger om usandfærdigheder
    • brugen af overdrivelser og runde tal
    • ordning af materialet ud fra aktuelle synspunkter
    • forskelle i udvælgelsen af materialet i parallelle beretninger eller brugen af frie citater

Artikel 14

  • Vi hævder Skriftens enhed og indre overensstemmelse.
  • Vi afviser, at påståede fejl og uoverensstemmelser, der endnu ikke er blevet løst, skulle ødelægge de Bibelske udsagns krav om sandhed.

Artikel 15

  • Vi hævder, at læren om ufejlbarlighed har sin grund i Bibelens lære om inspirationen.
  • Vi afviser, at Jesu lære om Skriften kan affærdiges under henvisning til akkommodation eller til den begrænsning som hørte hans menneskenatur til.

Artikel 16

  • Vi hævder, at læren om ufejlbarlighed har været en integreret del af Kirkens tro igennem hele dens historie.
  • Vi afviser, at ufejlbarlighed er en lære, der er opfundet af en skolastisk protestantisme eller er opstået som en reaktion mod en radikal bibelkritik.

Artikel 17

  • Vi hævder, at Helligånden bevidner Skriften, idet Han overbeviser de troende om troværdigheden af Guds skrevne Ord.
  • Vi afviser, at dette Helligåndens vidnesbyrd sker uden sammenhæng eller i strid med Skriften.

Artikel 18

  • Vi hævder, at Skriftens tekst skal fortolkes ved hjælp af grammatisk-historisk eksegese, idet man tager hensyn til dens litterære former og ejendommeligheder og at Skrift skal tolke Skrift.
  • Vi afviser berettigelsen af enhver behandling af teksten eller søgen efter kilder bag ved den, der fører til relativisering, afhistorisering eller nedvurdering af dens lære eller til afvisning af dens udsagn om forfatterskab.

Artikel 19

  • Vi hævder, at en bekendelse til Skriftens fulde autoritet, fuldkommenhed og ufejlbarlighed er vital for en rigtig forståelse af hele den kristne tro.
  • Endvidere hævder vi, at en sådan bekendelse må føre til en vækst henimod at blive Guds Søns billede lige.
  • Vi afviser, at en sådan bekendelse er nødvendig til frelse.
  • Alligevel afviser vi, at ufejlbarligheden kan forkastes uden alvorlige konsekvenser både for den enkelte og Kirken.

 

Note:

I dette dokuments engelske originaltekst optræder der to ord, der begge på dansk kunne oversættes med ”ufejlbarlighed”, nemlig ordene ”Infallibility” og ”inerrancy”. I den teologiske debat i USA er disse ord til tider blevet spillet ud mod hinanden, således at infallibility i en mere almen, positiv forstand (=troværdighed), mens inerrancy er blevet brugt om Skriftens ufejlbarlighed i en mere bestemt, afgrænsende forstand (sml. Artikel 11). Vi har valgt at oversætte ”infallibility/infallible” med ”fuldkommenhed/fuldkommen” og ”inerrancy/inerrant” med ”ufejlbarlighed/ufejlbarlig”.

Original titel: “Chicago Statement on Biblical Inerrancy” (CSBI), 1978
Oversættelse: Carsten Aagård Poulsen, Cand.Theol.; efter THEMELIOS, april 1979, s. 104-106
Bearbejdelse: Asger Chr. Højlund, Professor, teol.dr.; Menighedsfakultetet, Aarhus

 

No Comments

Post a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.