Hermeneutik

Hermeneutik

Bibelsk hermeneutik kan beskrives gennem Paulus’ ord til Timotheus i 2. Tim. 2:15 ”Stræb efter at stå din prøve for Gud som en arbejder, der ikke behøver at skamme sig, men som går lige på med sandhedens ord.”

”… som går lige på …”, som den Autoriserede Danske Bibel fra 1992 formulerer det, er oversat fra det græske ord ὀρθοτομέω (orthotomeō), som betyder at ”at skære en lige linje”.
Den Autoriserede Danske Bibel fra 1948 formulerer det således: ”… men forkynder sandhedens ord på rette vis” og Bibelen på hverdagsdansk fra 2007 formulerer det således: ”Sørg for at holde dig selv på ret kurs i forhold til det sande budskab …”

Alle tre formuleringer bygger på den samme grundtanke, at der findes en absolut sandhed, og den behøver man ikke at skamme sig over! Denne tanke strider imod tidsåndens postmodernistiske tanke, der siger at der findes ingen absolut sandhed – din sandhed er lige så god som min sandhed. Bibelen bliver derved ikke anerkendt som den eneste autoritet for den kristnes liv og lære, men bliver underkendt af subjektive oplevelser og meninger, og dermed bliver sandheden relativ.

Men, Paulus pointerer hvad der sker, når der ikke ”skæres en lige linje”: det fører til ordkløverier (v. 14) og ugudelige, tomme snakke (v. 16)

Bibelsk hermeneutik er videnskaben at fortolke de forskellige typer af tekster vi finder i Bibelen. F.eks. bliver en salme fortolket anderledes end en profeti. Et ordsprog forstås og anvendes anderledes end et lovbud. Dette er den bibelske hermeneutiks formål: at hjælpe os til at fortolke, forstå og bruge Bibelen.

Den vigtigste regel inden for bibelsk hermeneutik er, at Bibelen skal fortolkes bogstavelig, dvs. man forstår Bibelen i dens normale og enkleste forståelse. Med andre ord: Bibelen siger hvad den mener, og mener hvad den siger.

Mange gør den fejl, at de forsøger at læse ”mellem linjerne” og kommer til konklusioner, som teksten ikke lægger op til. Selvfølgelig er der åndelige sandheder bag teksten normale betydning, men det betyder ikke at alle skriftsteder har skjulte sandheder, og det er heller ikke formålet med Bibelen.

Bibelsk hermeneutik hjælper os til at være trofaste mod Skriftens egen mening, og hjælper os imod allegoriseringer og symboliseringer af Bibelens vers og afsnit, der skal forstås bogstaveligt.

Den næste vigtige regel inden for bibelsk hermeneutik er, at et vers eller afsnit skal fortolkes i sin historiske, grammatiske og kontekstuelle sammenhæng.

Historisk fortolkning betyder, at man forstår kulturen, baggrunden og situationen bag tekstens ophav.

Grammatisk fortolkning betyder, at man forstår de grammatiske regler og det hebræiske og græske sprogs nuancer, og at man bruger disse principper i forståelsen af et tekst afsnit.

Kontekstuel fortolkning betyder, at man altid tager konteksten til et vers eller afsnit med i fortolkningen, for at kunne komme til den rette fortolkning.

Nogle har fejlagtigt ment, at bibelsk hermeneutik begrænser vores muligheder for at lære nye sandheder fra Guds Ord, eller at det begrænser Helligåndens opgave at åbenbare for os Guds Ord. Men sådan forholder det sig ikke.

Formålet med bibelsk hermeneutik er at hjælpe os til en korrekt fortolkning af det, som Helligånden allerede har lagt ned i teksten. Formålet er at beskytte os imod forkert brug af Bibelen i enhver situation. Bibelsk hermeneutik peger mod den sande mening og brug af skrifterne.

Forfatteren til Hebræerbrevet skriver: ”For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.” (Hebr. 4:12)

Bibelsk hermeneutik er at holde sværdet skarpt!